Ambitiøse selvstændige drukner i forkert gældsstruktur

Ambitiøse selvstændige drukner i forkert gældsstruktur

Det er afgørende at have en bank med branchekendskab, mener fysioterapeut og klinikejer Kristoffer Dalsgaard, som fik hjælp til at komme ud af en tyngende gældsstruktur og få vendt et truende underskud til en millionforretning.

Fysioterapeuterne Kristoffer Dalsgaard (t.v) og Kristian Birk, som ejer FysioDanmark Vejle, skiftede i 2013 til en bank, der kender deres branche og tror på deres forretningsidé. Et skifte, der har været med til at vende usikkerhed til solidt overskud. 

December 2017

 

Da fysioterapeuterne Kristoffer Dalsgaard og Kristian Birk i 2009 gik sammen om at åbne FysioDanmark Vejle, var ambitionerne høje. De ville skabe trekantområdets foretrukne klinik i forhold til kvalitetssikret fysioterapi, træning og sundhedsfremme. Det krævede store investeringer i genoptræningsudstyr, fitnessmaskiner og lokaler.

”Vi vidste, hvor vi ville bringe forretningen hen, men vores bank så ikke potentialet i den virksomhed, vi byggede op. Den var mere interesseret i at inddrive den gæld, vi havde til dem,” fortæller Kristoffer Dalsgaard.

En af de udfordringer, deres daværende bank ikke forstod, var afregningen med det offentlige. Når patienterne henvises til fysioterapi fra egen læge, betales regningen af det offentlige, og den udbetaling sker den 15. i hver måned.

”Så når banken tjekkede vores likviditet den 20., så det rigtig godt ud, og de ville derfor gerne have et stort afdrag på vores gæld. Men det betød, at kassen var næsten tom, når der skulle betales regninger og husleje den 1. Derfor knoklede vi for at brandslukke og havde ikke tid til at udvikle forretningen, som vi gerne ville,” siger Kristoffer Dalsgaard.

Overskud til forretningsudvikling

Da fysioterapicentret i Vejle var med til at stifte FysioDanmark sammen med andre fysioterapiklinikker, blev ejerne præsenteret for en ny bank.

”Kristoffer og Kristian var kørt fast likviditetsmæssigt, fordi deres bank ikke vidste, hvad de stod med,” fastslår erhvervsrådgiver Vagn Bach fra Jutlander Bank, som har været tilknyttet FysioDanmark Vejle siden 2013.

”På det tidspunkt var det tydeligt, at ejerne havde brug for tid til at udvikle forretningen i stedet for udelukkende at arbejde for at afbetale deres gæld, og i dag er det en af de bedste fysioterapier, vi har set i de flere end 20 år, vi har arbejdet med branchen,” lyder det fra erhvervsrådgiveren.

Ud over at lægge en strategi og rydde op i virksomhedens gældsstruktur, var et af de første tiltag at udskille fitnesscentret fra fysioterapien.

”Kristoffer og Kristian skal have ros for, at de selv var kommet langt med idéen om at udlicitere træningscentret. I stedet for, at den ene ejer brugte al sin tid på træningscentret, kan de begge koncentrere sig om fysioterapien og har stadig gavn af synergieffekten,” siger Vagn Bach.

Branchekendskab er afgørende

Resultatet af omlægningerne kan aflæses på virksomhedens bundlinje. Siden bankskiftet i 2013 er omsætningen i FysioDanmark Vejle steget med næsten 1,5 mio. kr., og virksomheden giver nu et solidt overskud.

”Vi blev mødt af rådgivere, der kendte vores branche og havde et helt andet perspektiv på fysioterapi. De troede på vores forretningsidé, og selvom vi ikke kunne fremvise et særligt flot regnskab, gav de os en markant lavere rente på vores lån. Det kunne virkelig mærkes og gav ro og overskud til at udvikle vores kerneforretning,” fortæller Kristoffer Dalsgaard, som faktisk har fået mulighed for at afvikle virksomhedens gæld hurtigere end tidligere.

”For os har det været afgørende at få en aktiv sparringspartner, som kender vores branche, gerne vil i dialog og er åben over for at tilpasse gældsafviklingen til vores indtjening.”

FysioDanmark Vejle har i dag 25 medarbejdere og forventer at vokse med støt og roligt de kommende år. I øjeblikket arbejder ejerne på strategien for 2020-25, som de fremlægger for Jutlander Bank i begyndelsen af det nye år.