Er din virksomhed i gear til vækst?

Er din virksomhed i gear til vækst?

14-04-2020 09:46:00

Der er i høj grad brug for danske vækstvirksomheder. Men det kræver økonomisk råderum at vokse, og derfor spiller banken en vigtig rolle, når det gælder om at sikre, at væksten ikke giver vokseværk.

Det er ikke kun, når krisen kadser, men også når virksomheder er i vækst, at der er brug for at trække over på kassekreditten. Det koster at hyre flere medarbejdere og øge produktionen, og det hul skal dækks, indtil fortjenesten på de ekstra ordrer ruller ind.

"Når virksomheder vokser, er det både i deres egen og bankens interesse, at der er tale om en kontrolleret vækst, så virksomheden kan indfri ders drømme og potentiale", siger Lars Dalby, afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Erhvervscenter i Aarhus. 

 

Lars Dalby er afdelingsdirektør i Jutlander Bank Erhvervscenter i Aarhus og ved, at virksomheder i vækst har brug for en god dialog med banken for at sikre, at de kan indfri deres mål og potentiale.

Her lægger man især vægt på, at virksomheden har et klart mål og en forretningsplan, inden den kaster sig ud i et væksteventyr eller begynder at opdyrke nye markeder.

”Det handler om at overveje, om man som virksomhed er gearet til vækst på alle parametre, og om man har de rette kompetencer både internt og i forhold til bank, revisor og jura. Alle har blinde vinkler, og dem bør man være opmærksom på og kompensere for med hjælp fra en bestyrelse, et advisory board og/eller ekstern rådgivning,” siger Lars Dalby.

Virkelighedens væksteventyr

En af de virksomheder, der har oplevet det væksteventyr, mange andre går og drømmer om, er Ditur.dk. Virksomheden, der sælger moderigtige ure til fornuftige priser, blev stiftet af tvillingerne Mikkel og Kasper Dissing i 2014. Dengang var der 13 forskellige ure på hylderne i webshoppen, som drengene kørte ved siden af studierne.

”Det var vores måde at afprøve teorierne fra vores studie i praksis. Vi havde begge ambitioner om at læse en kandidat, men det endte med, at vi stoppede efter vores bachelor for at satse fuldt ud på virksomheden,” fortæller Kasper Dissing.

Siden da har væksten været eksplosiv: I dag har Ditur.dk over 1500 ure i sortimentet, heriblandt to serier i eget design, og en omsætning i 2019 på over 27 mio. kr. Det gik altså stærkt allerede inden, Ditur.dk deltog i tv-programmet ”Løvens Hule” i januar 2020, hvor Jacob Risgaard (stifter af Coolshop) og Jesper Buch (medstifter af Just Eat) valgte at investere, og endnu flere danskere fik øjnene op for webshoppen.

”At få Jesper og Jacob med som investorer har bekræftet os i, at vi driver en sund forretning og har de rette ambitioner. Og så tør de løfte barren endnu højere, hvilket motiverer os til at sætte endnu mere ambitiøse mål og løfte vores niveau til noget, vi ikke før troede var muligt,” siger Kasper Dissing.

 

Fra drengeværelse til eget domicil

Da Ditur.dk flyttede ud af drengeværelset, gik turen i første omgang til lejede lokaler, men også her blev der hurtigt fyldt med kasser fra gulv til loft.

”Vi var ude at se på en række lejemål uden at finde det helt rigtige. I stedet tog vi en snak med Jutlander Bank og endte med at købe en byggegrund og bygge vores eget,” fortæller Kasper Dissing.

I sommers kunne Ditur.dk så rykke ind i sit nye domicil med 300 kvm. lager, 120 kvm. kontor og 30 kvm. butik.

”Det har krævet en masse byggemøder og bump på vejen, men vi har fået tingene, som vi gerne vil have dem. Hele bygningen er fuldt isoleret med gulvvarme, god akustik, belysning og ventilation, og det har stor betydning for vores trivsel og arbejdsglæde,” tilføjer han.

Byggeriet er desuden udformet sådan, at der er mulighed for at tilbygge 350 kvm.

”Hvis vi får den vækst, vi forventede før coronakrisen, så har vi allerede behov for at udvide næste år. Det havde været billigere at bygge det hele på en gang, men på den her måde får vi en anden fleksibilitet og økonomisk sikkerhed,” siger Kasper Dissing.

Tre gode råd til vækstvirksomheder

En fleksibel vækststrategi er netop en af de ting, banken kan hjælpe virksomhederne med.

”For os som bank er det vigtigt, at vi ser muligheder og undgår kassetænkning, så vi sammen med virksomheden kan finde frem til de bedste løsninger, og på baggrund af vores mange erfaringer ser vi de aspekter, som virksomheden måske ikke selv har øje for,” siger Lars Dalby fra Jutlander Bank Erhvervscenter, der har disse tre råd til virksomheder, der ønsker at vækste:

 

1. Hav et klart mål og en gennemtænkt forretningsplan.

2. Vær opmærksom på, om I har de stærkeste kompetencer på alle områder og suppler med ekstern rådgivning. Sørg for at omgive jer med de rette kompetencer.

3. Vælg en finansiel partner, som I har en tæt og tillidsfuld relation til, så I kan udfordre hinanden. ”Hvis vi siger nej til en vækstplan, bliver det altid begrundet, så I har mulighed for at tilpasse og vende tilbage med en ny og bedre forretningsplan,” siger Lars Dalby.