Advarsel mod IT-svindel

NetBank-svindlere udgiver sig for at være fra banken

05-04-2019 09:30:00

Der er udspekulerede svindlere på spil i disse dage. Svindlerne ringer til folk og udgiver sig for at være fra f.eks. Jutlander Bank, NemID eller SKAT, hvorefter svindlerne beder om at få udleveret NemID for at hjælpe med et problem.

Svindlerenes historier er meget overbevisende. Derfor er det vigtigt at være ekstra agtpågivende.

Udlevér derfor ALDRIG dit NemID, koder eller andet over telefonen. Hverken banker, myndigheder, Microsoft eller andre ærlige aktører ringer og beder folk oplyse deres logon-oplysninger.

Og husk: ingen svindler kan bryde ind i din NetBank og hæve dine penge uden dine koder og NemID.

Forbrugerrådet og Tryghedsgruppen har i fællesskab lavet en app, som giver gode råd om digital sikkerhed.

App'en hedder:

Mit digitale selvforsvar.

Læs mere om den her:

https://taenk.dk/aktiviteter-og-kampagner/apps-fra-forbrugerraadet-taenk/app-mit-digitale-selvforsvar

 

 

 

 

Sådan gør svindlerne

Eksempel 1:

En af vores kunder bliver ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra Jutlander Banks IT-afdeling. Årsagen til telefonopkaldet skulle være, at nogen forsøger at bryde ind i kundens NetBank, og at det er nødvendigt med kundens hjælp for at stoppe indbruddet.

Herefter får svindleren oplyst både koder til NetBank og NemID i telefonen – og i løbet af få minutter har svindlerne tømt kundens konto.

Morale: Udlevér ALDRIG NemID-koder til nogen som helst i telefonen.

Eksempel 2:

En af vores kunder bliver ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra Microsoft. Svindleren påstår, at der er virus på kundens computer og tilbyder at hjælpe med at fjerne denne virus. Kunden skal blot lige oplyse sit password. I løbet af få minutter har svindleren installeret et spionprogram på kundens computer – et spionprogram, der giver svindleren adgang til kundens NetBank og e-Boks

Morale: Udlevér ALDRIG passwords, NemID-koder eller andre følsomme oplysninger over telefonen.

Bliver du ringet op af en person, der spørger efter dine koder, password eller NemID, er det vores råd, at du omgående lægger på.

Skulle det ske, så tag kontakt til din rådgiver i Jutlander Bank.

Det kan måske hjælpe os med at stoppe svindlerne.