Copenhagen Fintech

Jutlander Bank bliver sponsor for Copenhagen Fintech

29-01-2018 13:30:00

Samlingssted for iværksættere inden for udvikling af finansiel teknologi

Jutlander Bank har indgået en sponsoraftale med Copenhagen Fintech, som er nordens største samlingssted for iværksættere og virksomheder, der udelukkende arbejder med finansiel teknologisk udvikling. Selv om stedet kun har lidt mere end et år på bagen, har det været en så stor succes, at man allerede nu er vokset ud af de fysiske rammer for de over 50 iværksættervirksomheder og godt 170 personer.

Samarbejdet gælder foreløbig for de kommende tre år. Den 30. januar afholder Copenhagen FinTech en stor event i Aarhus, hvor temaet bl.a. er hvordan man bedst muligt støtter udviklingen af det spirende fintech økosystem i Jylland. Dette arbejde vil Jutlander Bank også gerne understøtte med den nye aftale.

Jutlander er åben for nye samarbejder

Med aftalen har banken direkte adgang til de flere end 50 iværksættervirksomheder.

”Det hænger rigtigt godt sammen med Jutlander Banks strategi om at være åben for nye samarbejder og åben for nye muligheder,” siger bankens ordførende direktør, Per Sønderup.

Som sponsor får Jutlander Bank desuden adgang til at få trykprøvet nye forretningsideer.

”Så for os i banken handler det om at blive inspireret, være professionelt nysgerrige og følge den nyeste udvikling – og gerne indgå samarbejde, hvis der er et perfekt match mellem os og en af iværksætterne”, siger Per Sønderup.

Mere personlig og tilgængelig digitalt

Direktør i Copenhagen FinTech, Thomas Krogh Jensen, siger om aftalen:

”Copenhagen FinTech er sat i verden for at udvikle fintech bredt i hele Danmark og skabe vækst og arbejdspladser. Vi er stolte over, at vi nu får Jutlander Bank med i sponsorkredsen og dermed endnu en bank, som hjælper aktivt til med at bygge økosystemet”.

”Jutlander Bank arbejder målrettet på at blive Danmarks mest personlige og tilgængelige bank. I Copenhagen FinTech har vi mange virksomheder, som arbejder med nye teknologier og innovative løsninger, som kan understøtte netop det at blive mere personlig og tilgængelig digitalt. Så vi glæder os til samarbejdet”, fortæller Thomas Krogh Jensen og fortsætter:

”Vi oplever, at der fra Jutlander Banks side er en stor nysgerrighed på miljøet og interesse i at komme tættere på iværksætterne. Det tror vi på, er den bedste forudsætning for nye spændende partnerskaber”.

Om Copenhagen Fintech

Copenhagen FinTech er en non-profit organisation, som ønsker at skabe et dansk økosystem for virksomheder inden for finans- og forsikringsteknologi (fintech og insurtech). Organisationen blev stiftet i 2016 af Finans Danmark, Finansforbundet og Københavns Kommune og støttes i dag af 150 partnere, sponsorer og medlemmer. Fra kontorfællesskabet i København arbejder 50 virksomheder og ca. 170 entreprenører fra mere end 20 forskellige nationer med at bringe ny teknologi og innovative løsninger til markedet. Copenhagen FinTech er også initiativtager til Innovationsnetværket for Finans IT.

Læs mere på copenhagenfintech.dk.