FAQ om kortudløb

Det skal du gøre, når dit VISA/Dankort udløber

26-03-2021 09:35:00

Udløber kortet først eller sidst i måneden? Skal jeg selv bestille et nyt? Og hvad med pinkoden?

Det er måske spørgsmål som disse, du har overvejet, hvis dit betalingskort står til at udløbe inden længe. Find svar i vores FAQ om kortudløb herunder.

Hvor længe er mit kort gyldigt?

Kortet udløber den sidste dag i udløbsmåneden, der er angivet på kortet. Står der, at kortet udløber 04-21, betyder det altså, at kortet kan bruges til og med udgangen af april måned 2021.

Skal jeg selv bestille et nyt kort?

Nej, vi sender dig et nyt kort i god tid, inden det gamle udløber. Du kan forvente at modtage det nye kort med posten ca. 3-4 uger, før dit nuværende kort udløber.

Kun hvis du har et kort med individuelt design og ønsker at fortsætte med det, skal du manuelt bestille et nyt kort med eget billede. Det skyldes, at kortproducenten ikke gemmer billederne.

Design dit eget betalingskort her.

Bemærk, at der går to uger, fra du bestiller kortet, til du modtager det.

Får jeg ny pinkode?

Nej, du slipper for at skulle huske en ny pinkode, når du modtager dit nye kort. Det er nemlig den samme pinkode, der følger med det nye kort. 

Det skal du være opmærksom på

Når dit nye kort lander i postkassen, skal du aktivere kortet ved at ringe til det telefonnummer, der er angivet i det brev, der følger med kortet.

Derudover skal du være opmærksom på at få opdateret abonnementer og betalinger, som er knyttet op på kortnummeret på dit betalingskort.

For at undgå bøvl og rykkere er det derfor en god idé at danne dig et overblik over, hvad du har af betalingsaftaler. Regninger, du betaler via Betalingsservice, er undtaget, da de opkræves via dit kontonummer, der ikke ændrer sig i forbindelse med kortudløb.

Herunder har vi samlet en liste over abonnementer og betalinger, der typisk opkræves via dit kortnummer:

  • Apple Pay, Google Pay, Garmin Pay og Fitbit Pay
  • App Store eller Google Play
  • Bogklubber
  • BroBizz
  • Fritidsaktiviteter, som fx fitnesscentre og idrætsklubber
  • Internetabonnementer, antivirus mv.
  • MobilePay
  • Mobilregning
  • Måltidskasser
  • Rejsekort
  • Streamingtjenester, som fx Spotify, Netflix og Apple Music