Feriepenge: Udbetaling eller ej?

Skal du hæve dine feriepenge nu eller vente?

29-09-2020 11:00:00

Er du (stadig) i tvivl, om du skal hæve dine tre ugers indefrosne feriepenge nu, eller om du skal vente, til du går på pension? Her får du vores anbefalinger - afhængigt af dine behov nu og her.

 

Skal, skal ikke? Er det et spørgsmål, du stiller dig selv i disse dage, når spørgsmålet falder på, om du skal hæve dine tre ugers indefrosne feriepenge?

Så spørg dig selv, om du har brug for pengene her og nu, eller om du tror, du kan investere dem bedre selv. Begge dele er nemlig afgørende for, hvad der er den rigtige løsning for dig. Bliv klogere i miniguiden herunder.

Det er en god idé at hæve feriepengene, hvis du:

  • Har en drøm, du gerne vil udleve. Hvis feriepengene ikke rækker til hele drømmen, vil Jutlander Bank gerne se på mulighederne for at hjælpe dig med at finansiere resten.

  • Betaler bundskat og gerne vil have nogle penge ud til forbrug eller fx energiforbedringer af din bolig.

  • Er en aktiv investor, som mener, at du kan forvalte opsparingen bedre end Lønmodtagernes Feriemidler.

Det er måske en god idé at hæve feriepengene, hvis du:

  • Betaler topskat.
    For hvis du venter, til du går på folkepension, kan udbetaling af feriepenge på det tidspunkt betyde modregning i formueafhængige ydelser. Det kan fx være modregning i boligstøtte, ældrecheck og helbredstillæg.
    Så hvad vil du helst?   

Det er ikke en god idé at hæve feriepengene, hvis du:

  • Ikke har tænkt dig at bruge af dem eller investere dem nu. Så risikerer du blot at skulle betale negative indlånsrenter af dem.

Formål: Gang i forbruget

Folketingets formål med at give danskerne mulighed for at få tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt nu er at få sat gang i forbruget. Det skal hjælpe nogle af de brancher, der har været ramt af manglende omsætning under corona-nedlukningen af det danske samfund i foråret: Butikker, restauranter og hoteller.

Men feriepengene kan også bruges til at få opfyldt mere langsigtede drømme om boligkøb, forbedringer af nuværende boliger, energiforbedringer eller udskiftning af bil eller campingvogn.

Så hvis du ønsker at tilslutte dig formålet med Folketingets beslutning, så skal du hæve dine penge og se at få dem omsat i forbrug.

Se her, hvor meget du får udbetalt

Udløser skattefordele

Men der findes også et alternativ til forbrug, og det er at investere pengene, fx på en privat pensionsopsparing.

Om denne løsning er gunstig for dig afhænger af, hvordan du indbetaler til din pension i forvejen. Her hjælper vi dig gerne med at lave regnestykket.

Under visse betingelser kan du opnå et ekstra fradrag for indbetalinger til pension på op til 8 %.

En anden mulighed er at investere (nogle af) pengene på en aktiesparekonto. Den helt store fordel ved en aktiesparekonto er, at du betaler en væsentligt lavere skat af gevinsten, end når du investerer i aktier via din almindelige opsparingskonto. 

Om du er i målgruppen for på den måde at "booste" din opsparing, vil vi gerne rådgive dig om. Kontakt din rådgiver for at høre mere om dine muligheder.

Ikke overbevist? Få her 3 grunde til at investere (nogle af) dine feriepenge

Du kan søge om udbetaling af dine feriepenge frem til 1. december 2020. Det gør du digitalt via borger.dk.