Fif til forældrekøb

Overvejer du et forældrekøb? Det skal du vide

19-07-2021 15:30:00

At købe en bolig til sit barn er egentlig ikke så kompliceret, som det måske kan lyde. Der er selvfølgelig nogle ting, du skal være opmærksom på. Bliv klogere af de 8 gode råd, vi har oplistet herunder. 

Det kan være med til at skabe stabile og trygge rammer for dit barn under studietiden. Dit barn har mulighed for at få boligstøtte. Og er boligen stor nok, kan dit barn fremleje et værelse til en ven eller studiekammerat.

Der er flere fordele ved at foretage et forældrekøb, der – som ordet indikerer – går ud på, at du køber en (ekstra) bolig til dig selv med henblik på at leje den ud til dit barn.  

Se filmen, der kort forklarer mulighederne og fordelene ved et forældrekøb

Varighed: 02.23

8 gode råd til dig, der overvejer et forældrekøb

1. Få et økonomitjek 

Uanset hvor meget du ønsker at hjælpe dit barn med en bolig under studietiden, er det alfa og omega, at din økonomi kan bære at betale af på en (ekstra) bolig. Sørg derfor for at få lavet en grundig gennemgang af din økonomi så tidligt i processen som muligt, så du får vished om, hvad et forældrekøb vil betyde for din økonomi.

2. Undersøg, om du må leje boligen ud

Sørg for at læse ejerforeningens vedtægter grundigt igennem, inden du køber, så du er sikker på, at lejligheden må udlejes.

3. Pas på med at sætte huslejen for lavt

Selvom du måske bare gerne vil hjælpe dit barn til en billigere husleje, skal du være opmærksom på, at du risikerer et skattesmæk, hvis du sætter huslejen for lavt. Skattereglerne er nemlig indrettet sådan, at du kommer til at betale skat af et beløb, der svarer til den såkaldte markedsleje uanset hvad.

Derudover vil forskellen mellem markedslejen og den opkrævede husleje blive betragtet som en gave, du giver til dit barn, og den risikerer du også at skulle betale skat af, hvis den overstiger et vist beløb.

4. Lav en skriftlig lejekontrakt

Uden en skriftlig lejekontrakt kan dit barn ikke modtage boligstøtte. En lejekontrakt er desuden fornuftig at have, i tilfælde af at skattemyndighederne ønsker dokumentation for, at huslejen er fastsat efter markedslejen.

Derudover kan der være en tryghed i at have dokumenteret aftalen mellem jer på skrift, så der ikke opstår misforståelser på sigt.

Download en formular til at udforme en lejekontrakt her.

5. Vær opmærksom på nye regler for forældrekøb

Fra den 1. januar 2021 er der kommet nye regler for forældrekøb i den såkaldte virksomhedsskatteordning. I praksis betyder det, at det høje skattefradrag for renteudgifter, der før kunne opnås ved at udleje sin bolig til et nærtstående familiemedlem, er blevet reduceret.

Så længe renterne er så lave som nu, vil det dog ikke få store konsekvenser for de flestes renteudgifter efter skat. Du kan altså fortsat købe en lejlighed og udleje den til dit barn, men du vil ikke opnå særlige skattemæssige fordele.

6. Rådfør dig med en revisor

Når du lejer en bolig ud til dit barn, skal du betale skat af lejeindtægterne, men du skal ikke betale ejendomsværdiskat af en bolig, du lejer ud. Desuden har du mulighed for at trække en række driftsudgifter fra i skat. Det og meget andet kan en revisor hjælpe dig med at skabe overblik over.

7. Drøft mulige finansieringsløsninger med din rådgiver

At låne penge til et forældrekøb er ikke anderledes end at låne penge til enhver anden bolig. Du kan låne til en forældrekøbsbolig på helt almindelige vilkår. Men det kan også være, du har friværdi eller en opsparing, du vil bruge. 

Når du skal vælge lån, skal du først og fremmest tage stilling til, hvad du har det bedst med: En fast rente som du kender i al den tid, du har lånet? Eller en lavere rente nu, velvidende at den både kan stige og falde i fremtiden? Der er fordele og ulemper ved begge dele, så tag en snak med din rådgiver, så I sammen kan finde den bedste løsning for dig.  

Læs Totalkredits aktuelle låneanbefalinger til forældrekøb her.

8. Vær opmærksom på særlige skatteregler for salg

Når boligen på et tidspunkt skal sælges, skal du være opmærksom på, at du bliver beskattet af en eventuel fortjeneste, hvis den er steget i værdi, fordi du ikke selv har boet i boligen. Du kan også vælge at sælge den til dit barn 15 % under den offentlige vurdering. Når der kommer nye ejendomsvurderinger inden længe, er det på tale, at satsen vil blive ændret fra 15 % til 20 %.

Læs mere på Totalkredits side om forældrekøb her.

Går du med tanker om at købe en bolig til dit barn? Så tag en snak med din rådgiver eller bed om at blive kontaktet her – og gerne før du har fundet boligen. Så kan vi sammen finde den løsning, der passer bedst til dig og dit barn.