Historisk lave renter

Lige nu er det fordelagtigt for mange boligejere at konvertere deres realkreditlån

03-04-2019 16:00:00

Jutlander Bank tilbyder i øjeblikket meget attraktive 30-årige fastforrentede lån til 1,5 procent i rente

Uanset om du i forvejen har et kreditforeningslån, der er fastforrentet eller med variabel rente, så er der lige nu gode muligheder for at spare nogle penge, da renten er på et historisk lavt niveau og til en attraktiv kurs.

De senere år har renten ligget stabilt på omkring 2-2,5 procent, men senest har renten fået endnu et nøk nedad. Jutlander Bank tilbyder således nu 30-årige fastforrentede lån til blot 1,5 procent i rente, og disse lån er meget attraktive, fordi kursen i øjeblikket ligger tæt på 100. 

Når man samtidig tager i betragtning, at næste deadline for opsigelse af fastforrentede lån er den 30. april, så betyder det, at det er et rigtig godt tidspunkt for mange af bankens kunder at konvertere deres lån, fortæller Henrik Sørensen, der er boligchef hos Jutlander Bank.

”Teoretisk set kan renten falde endnu mere, men historisk set er det et rigtig godt tidspunkt for kunderne at gøre noget, for de kan få et meget fordelagtigt lån i øjeblikket,” siger Henrik Sørensen.

Er dit lån egnet til konvertering?

Om det kan betale sig for dig at omlægge dit lån, afhænger af, hvilken rente du i forvejen har på dit lån, og hvor stort dit lån er. Eksempelvis er det ikke sikkert, det kan svare sig at omlægge, hvis du i forvejen har et fastforrentet lån til 2 procent i rente, da rentebesparelsen ved at omlægge vil være for lille.

Det vil typisk heller ikke kunne betale sig at omlægge, hvis dit lån er på mindre end en million kroner. Dog kan det godt svare sig, hvis din rentesats er høj – eksempelvis omkring 3 procent.

De mest oplagte til en konvertering vil være kunder med et fastforrentet lån på mere end en million kroner og med en rente på minimum 2,5 procent. Disse kunder vil klart være vurderet til en omlægning af lånet, fortæller boligchefen. 

 

”Som udgangspunkt er disse lån, nogle der bør omlægges til en lavere rente. Men kunden skal altid vurdere det ud fra sin egen situation, for der kan være nogle individuelle forhold, der gør, at det ikke er hensigtsmæssigt at omlægge. Det kan eksempelvis være, hvis man har ejendom til salg,” siger han.

Også relevant for kunder med variabel rente

For kunder med variabel rente kan det også være en god ide at drage nytte af det nye lånetilbud. Dog vil du ikke kunne spare noget ved at gøre det, da variable lån er meget billige i øjeblikket. Til gengæld vil du kunne få ro i maven, fordi du ikke længere behøver bekymre dig, om renten stiger.

”Det er markedskræfterne, der bestemmer renterne, så de kan meget vel begynde at stige igen. Så hvis du gerne vil være på den sikre side, er det en rigtig god ide at omlægge lige nu, hvor du kan sikre din finansiering billigt for en lang periode med det 30-årige fastforrentede lån på blot 1,5 procent i rente,” siger Henrik Sørensen.

Hvis du har optaget lån inden for det seneste års tid, er det ikke sikkert, det kan betale sig at omlægge. Det kommer igen an på en individuel vurdering, fortæller boligchefen.

”Det handler i bund og grund om, at du skal mærke efter i maven, om det er rigtigt for dig at have et fastforrentet lån eller et variabelt lån. Der kan også være sket noget i dit liv, der gør, at du gerne vil afdrage lidt hårdere på din gæld, have afdragsfrihed eller noget andet. Så vil det være et godt tidspunkt at kombinere det ønske ved at hoppe ud af noget bestående finansiering og få glæde af den billigere rente og samtidig få tilpasset ens forhold,” siger han.

Kunder vil blive kontaktet

Hvis Jutlander Bank vurderer, at det vil være fordelagtigt for dig som kunde at konvertere dit lån til den nye lave rente på 1,5 procent for et 30-årigt fastforrentet lån, så vil du blive kontaktet i den nærmeste fremtid af din bankrådgiver.

Jutlander Bank finder det nemlig vigtigt at informere dig som kunde, om de muligheder der er lige nu, så du på baggrund af rådgivningen kan træffe den bedst mulige beslutning om dit lån, fortæller boligchef Henrik Sørensen.

”At vi tager direkte kontakt til de af vores kunder, som sandsynligvis – med det kendskab, vores rådgivere har til deres kunder – vil få gavn af at konvertere, ligger i direkte forlængelse af Jutlander Banks strategi. Vi arbejder hver dag på at være Danmarks mest personlige bank. Det er et mål i bankens strategiplan. Og det udlever den enkelte rådgiver blandt andet ved at være proaktiv, når vi får øje på nogle muligheder, der kan være til gavn for en konkret kunde,” siger Henrik Sørensen.

Hvis du umiddelbart ikke er i betragtning til en konvertering til det 30-årige fastforrentede lån til 1,5 procent i rente, men gerne vil have en konkret vurdering af, om en konvertering kan betale sig for dig eller ej, så er du velkommen til selv at tage kontakt til din bankrådgiver, som så vil indgå i en dialog med dig om dine muligheder, fortæller boligchefen.