Hovedsponsorat forlænget

Jutlander Bank har forlænget med Aalborg Håndbold

28-09-2018 10:00:00

Aftalen mellem Aalborg Håndbold og Jutlander Bank er forlænget, så banken med de nordjyske rødder nu fortsætter som hovedsponsor frem til sommeren 2021.

Samarbejdet mellem de to parter blev indledt i efteråret 2013, og siden januar 2014 har Jutlander Bank optrådt som hovedsponsor i Aalborg Håndbold.

- Vi er meget tilfredse med vores samarbejde med Aalborg Håndbold. Interessen for herrehåndbold er fortsat stor – og ikke mindst i Nordjylland er den helt exceptionel. Det er dermed en enestående platform, for at give vores kunder fantastiske oplevelser i Jutlander Bank Arena og samtidig markedsføre banken, siger ordførende direktør Per Sønderup, Jutlander Bank.

- Jutlander Bank og Aalborg Håndbold er samtidigt et godt match. Vi lægger vægt på, tilgængelighed, åbenhed og personligt nærvær - noget, som også kendetegner Aalborg Håndbold. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde, og vi glæder os over fortsat at være en stor del af hele Nordjyllands håndboldflagskib, slutter Per Sønderup.

- Det er naturligvis med stor glæde og stolthed, at vi kan præsentere fornyelsen af hovedsponsoraftalen med Jutlander Bank. De har i hele samarbejdsperioden været en utroligt engageret partner, og vi ser meget frem til at fortsætte samarbejdet, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold. 

- Jutlander Bank er en regional bank i fortsat positiv udvikling, der samtidigt har solide nordjyske værdier, som vi også stræber efter. Aftalen giver desuden et solidt økonomisk grundlag, der skal være med til at holde os i toppen af dansk herrehåndbold, slutter Jan Larsen.