Jutlander Bank opruster i Støvring

Afdeling flytter og får dobbelt så stort areal i nye lokaler

14-06-2018 10:00:00

”Støvring er en by i vækst, der bygges nye boliger, og området tiltrækker mange nytilflyttere – og den vækst vil Jutlander Bank gerne være en del af.”

Sådan forklarer ordførende direktør i Jutlander Bank, Per Sønderup, hvorfor banken planlægger at flytte til nybyggede lokaler i Støvring med dobbelt så meget plads som på sin nuværende adresse.

Banken rykker dermed 150 meter nordpå ad Hobrovej for at flytte ind i en topmoderne bygning, som byggefirmaet Vagn Kristensen A/S fra Buderupholm går i gang med at opføre på adressen Hobrovej 77-81 – lige over for City Centret.  

18 medarbejdere

”Vi har længe ønsket os nogle større og mere moderne lokaler, og det ønske går nu i opfyldelse, hvilket mine kolleger og jeg glæder os meget til”, siger Paw Winther, der er afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Støvring:

”Med de nuværende 18 faste medarbejdere har vi det lidt trangt i dag.”

Det nye byggeri centralt i Støvring bliver i tre etager med blandet bolig og erhverv. Jutlander Bank har lejet 800 kvadratmeter i stueetagen, som bliver indrettet i moderne og funktionel stil med et afsnit for privatkunder og et afsnit for erhvervskunder.

”Vi åbnede for to år siden i nyopførte lokaler på Eternitten i Aalborg, som vi fik indrettet rigtigt indbydende med højt til loftet og mange mødelokaler. Det vil vi lade os inspirere af, når vi skal i gang med at indrette de nye lokaler i Støvring”, fortæller Per Sønderup.

Indflytningen er planlagt til september 2019.

”Åben Bank”

Hvorfor vælger Jutlander Bank at opgradere sin fysiske afdeling i Støvring, når andre banker lukker filialer på stribe? Det forklarer ordførende direktør Per Sønderup således:

”Vi har i de seneste år oplevet en massiv kundetilvækst og en flot stigning i vores udlån, så kunderne har virkelig kvitteret for vores strategi, der i to ord handler om at være Danmarks mest tilgængelige og mest personlige bank”, siger Per Sønderup og uddyber:

”Den strategi har vi skærpet her i 2018 under overskriften Åben Bank, for vi tror på værdien af det personlige møde mellem mennesker, også i en tid, hvor vi selvfølgelig også skal stille digitale selvbetjeningsværktøjer til rådighed for vores kunder. Men når man skal træffe de store økonomiske beslutninger i sit liv, foretrækker de fleste kunder at sparre personligt med en rådgiver, man kender og har tillid til. Derfor har den fysiske afdeling stadig sin berettigelse.”

Jutlander Bank åbnede i Støvring på den nuværende adresse tilbage i 1985.