Kæmpestort vægmaleri i Hadsund

Flere hundrede så på, da vægmaleri blev afsløret

05-09-2020 12:00:00

Mellem 250 og 300 Hadsundborgere var mødt frem, da et kæmpestort vægmaleri forleden blev afsløret af to gange Mogens i fællesskab: Borgmester Jespersen og afdelingsdirektør Chortsen fra henholdsvis Mariagerfjord Kommune og Jutlander Banks afdeling i Hadsund.




Mogens og Mogens - borgmester Jespersen og afdelingsdirektør Chortsen - i fælles anstrengelser for at afsløre Kiss Jønssons værk.


Det er nemlig Jutlander Banks Hadsund afdelings mur mod vest, der lægger ”lærred” til vægmaleriet, som er udført af kunstneren Kiss Jønsson.

Maleriet forestiller Mariager Fjord med kendte motiver langs fjorden og i byerne, eksempelvis træskibsværftet i Hobro, Mastekranen i Mariager, Hadsundbroen, veteranjernbanen og ”Svanen”.

Men der et hav af detaljer, man kan stå og fordybe sig i.

- Der er også kommet gode forslag til motiver fra folk, som har fulgt med i Kiss Jønssons arbejde undervejs, fortæller afdelingsdirektør Mogens Chortsen.

- Og nogle af dem er kommet med; eksempelvis et par sæler, Overgård Gods og vandskiløbere ude ved Als.

Kunstneren selv var desværre forhindret i at deltage i afsløringen.    

 

Mogens Chortsen, afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Hadsund, bød velkommen.

Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, takkede Jutlander Bank for initiativet.

Hadsund Skoleorkester underholdt før, under og efter afsløringen.

Efter afsløringen udpegede borgmesteren de forskellige motiver, der er på maleriet.

Den lokale knallertklub var også troppet op ...

... med et antal Puch Maxi'er, behørigt udstyret med grønne mælkekasser.

Skønsmæssigt 250-300 Hadsundborgere var mødt frem for at overvære afsløringen.