Ny investeringsplatform

Jutlanders investeringskunder får adgang til førende platform

02-06-2020 00:00:00

Partnerskabsaftale på plads med Saxo Bank

 

PRESSEMEDDELELSE

Om et års tid får kunder i blandt andet Jutlander Bank adgang til den førende danske digitale platform for handel med værdipapirer. Platformen er udviklet af Saxo Bank, der netop har underskrevet en partnerskabsaftale med fem pengeinstitutter og deres datacentral, SDC.

”Aftalen giver adgang både for bankens kunder og vores rådgivere til en enormt brugervenlig og effektiv investeringsplatform”, siger Jutlander Banks ordførende direktør, Per Sønderup:

”Vores kunder kan bruge den visuelt lækre platform til selvbetjening både fra mobilbank og netbank, og bankens finanscenter og investeringsrådgivere får med platformen adgang til et avanceret rådgivningsværktøj, hvor mange arbejdsgange, der i dag er manuelle, bliver automatiserede”, uddyber Per Sønderup.

”Vi glæder os til at tilbyde vores kunder en moderne investeringsplatform, som vil løfte den samlede kundeoplevelse, både når det gælder investeringsrådgivning og investering på egen hånd”, siger Jutlander Banks ordførende direktør.

Sammen med Jutlander Bank har Sparekassen Vendsyssel, Sparekassen Thy, Middelfart Sparekasse og Frøs Sparekasse indgået partnerskabsaftalen med Saxo Bank.

Med aftalen bliver Saxo Bank afviklingsbank for pengeinstitutternes værdipapirhandel - herunder aktier, obligationer og investeringsforeninger - og giver de deltagende pengeinstitutter og deres kunder adgang til Saxo Banks investerings- og rådgivningsplatforme. Derudover indgår Saxo Bank og datacentralen SDC en teknisk samarbejdsaftale om at integrere Saxo Banks investeringsplatform med en kommende net- og mobilbank fra SDC.

Den tekniske integration begynder i andet halvår af 2020, og løsningen forventes lanceret for de deltagende pengeinstitutters kunder i løbet af første halvår af 2021.

Kim Fournais, adm. direktør og stifter af Saxo Bank, siger:

”I Saxo Bank har vi altid haft en tro på, at de bedste løsninger kommer gennem samarbejder, hvor vi bygger på hinandens styrker. Det er netop dét, denne aftale går ud på, og det er ægte win-win.”