Nyt medlem af fondsbestyrelse

”Dejligt at kunne være med til at præge den lokale udvikling”

03-12-2020 10:00:00

Fysioterapeut Lars Kristensen, Aars, er nyt medlem af bestyrelsen for Jutlander Fonden Himmerland

”Jeg er meget begejstret for, at jeg nu får lov til at være med til at præge den lokale udvikling og fortælle de gode historier om, hvad fonden betyder for vores lokalsamfund. Det er dejligt!”

Sådan siger fysioterapeut i Aars, Lars Kristensen, der netop er tiltrådt som nyt medlem af bestyrelsen for Jutlander Fonden Himmerland.

48-årige Lars Kristensen er født og opvokset i Aars, hvor han er ejerleder af FysioDanmark Aars. Han har gennem årene oparbejdet en bred berøringsflade både i det lokale erhvervsliv og i foreningslivet.

Hans brede berøringsflade er netop en af årsagerne til, at fondsbestyrelsen har bedt ham indtræde, fortæller formanden for Jutlander Fonden Himmerland, Michael Jørgensen.

I øjenhøjde

”Det er vigtigt, at vi i bestyrelsen har en god føling med, hvad der rører sig i lokalsamfundet. Samtidig skal vi være tilgængelige for de mennesker, der har nogle spændende ideer. Vi vil ikke sidde på en piedestal højt hævet over dem, der får tingene til at ske – vi vil være i øjenhøjde”, forklarer Michael Jørgensen.

Jutlander Fonden Himmerland er en erhvervsdrivende fond, som ejer 46,5 procent af aktierne i Jutlander Bank. Dermed modtager fonden også 46,5 procent af det aktieudbytte, banken udbetaler af sit overskud.

En af fondens opgaver er at støtte almennyttige og velgørende initiativer der, hvor Jutlander Bank – tidligere Sparekassen Himmerland – tjener sine penge. I 2019 udbetalte fonden ikke mindre end 7,5 millioner kroner som støtte til en lang række vidt forskellige projekter.

Lars Kristensen, det nye bestyrelsesmedlem, har været medlem af repræsentantskabet i Jutlander Bank siden 2014. Han er gift med sygeplejerske Merete Krogh Kristensen, som også arbejder hos FysioDanmark i Aars. Sammen har de tre børn på 19, 15 og 13 år, som alle er aktive i det lokale idrætsliv.

I 2016 modtog han Aars Erhvervsråds Foretagsomhedspris.

Formanden for Jutlander Fonden Himmerland, Michael Jørgensen (t.v.), har peget på Lars Kristensen som nyt medlem af fondsbestyrelsen, ikke mindst på grund af hans brede berøringsflade i lokalsamfundet.