Samarbejde med TestaViva

Undgå at arv splitter familien

01-06-2021 15:00:00

Jutlander Bank og TestaViva indgår samarbejdsaftale, som gør det nemt og billigt for bankens kunder at sikre sig ved dødsfald, skilsmisse eller sygdom 

 

Der er intet, der kan udløse store konflikter mellem familiemedlemmer som stridigheder om arv. Det er en kendsgerning, som tydeligt kommer op til overfladen i TV2s dokumentarserie ”Når arven splitter os”.

”I Jutlander Bank har vi altid gerne villet hjælpe vores kunder med at forebygge den slags konflikter, som kan være altødelæggende for hele familier. Og nu giver vi så vores kunder adgang til en ny, digital platform, TestaViva, som gør det nemt og billigt for kunderne at oprette juridiske dokumenter som testamente, ægtepagt og fremtidsfuldmagt og at få juridisk rådgivning”, fortæller direktør Lars Thomsen fra Jutlander Bank.

Platformen er udviklet af TestaViva, og Jutlander Banks kunder får adgang til den, efter at banken netop har indgået en samarbejdsaftale med TestaViva.

Stor tilfredshed hos testkunder

”Vi har testet platformen i et par af vores afdelinger gennem et års tid, og tilfredsheden hos de kunder, der har brugt platformen, er meget stor. TestaVivas livsguide er fantastisk, fordi den er skrevet i kundesprog – og ikke i paragrafsprog”, siger Lars Thomsen.

Kunden bliver 'holdt i hånden' hele vejen, og TestaViva sikrer, at kunden får færdiggjort dokumenterne korrekt. Den juridiske rådgivning foregår telefonisk med TestaVivas uddannede jurister, kombineret med elektronisk opfølgning.

”Juridisk sikring bliver vigtigere og vigtigere for kunderne. Hvis sammenbragte familier eller ugifte par med børn ikke i tide sikrer sig juridisk, kan det have store negative konsekvenser ved dødsfald, skilsmisse eller sygdom”, konstaterer Lars Thomsen.

Tag stilling til de vigtige ting i livet

Michael Lauritzen, der er medstifter og CCO hos TestaViva, siger om samarbejdsaftalen med Jutlander Bank:

”I TestaViva er vi begejstrede for samarbejdet, som vil bidrage til, at vi kan sikre endnu flere danskere juridisk og økonomisk. Jutlander Bank sætter god rådgivning og kundetilfredshed højt, og det glæder vi os til at understøtte med vores stærke platform og juridiske rådgivning i samarbejde med Jutlander Bank”.

”Aftalen med Jutlander Bank er endnu et betydningsfuldt skridt mod vores mål om, at alle danskere nemt og sikkert skal kunne sikre sig selv og deres familier gennem hele livet. Med det nye samarbejde med Jutlander Bank har vi fået en partner, som lægger vægt på, at deres kunder får god og kompetent rådgivning og nu også på en måde, så kunder får taget stilling til vigtige aspekter i livet”, siger Michael Lauritzen.

Samarbejdet giver, udover testamente, muligheden for at oprette mange flere vigtige juridiske dokumenter på TestaVivas platform. Bl.a. en fremtidsfuldmagt, som er afgørende for at sikrer, at ens nærmeste kan hjælpe med økonomiske og personlige forhold, hvis man en dag ikke kan tage vare på sig selv.