Støtte til energirenovering

Guide: Sådan får du tilskud til at energirenovere din bolig

19-10-2020 15:20:00

Nye vinduer, efterisolering eller installation af en varmepumpe. Det er eksempler på tiltag, du nu kan få økonomisk støtte til som boligejer, efter at regeringen netop har frigivet en pulje på 245 millioner kroner til boligforbedringer, der sparer energi. 

Bliv klogere i vores FAQ om tilskudsordningen herunder.

 

Lavere udgifter til el og varme, bedre indeklima og mindre behov for vedligeholdelse. Der er mange incitamenter for at energirenovere sin bolig, og nu er der kommet endnu et.

Som boligejer har du nemlig fået mulighed for at få tusindvis af kroner i tilskud til boligforbedringer, der nedbringer energiforbruget i din bolig. Det sker gennem den såkaldte Bygningspulje, og energirenoveringen kan være alt fra isolering af lofter og vægge til udskiftning af vinduer eller varmekilde.

Her guider vi dig gennem ansøgningsprocessen og giver dig svar på alt, du skal vide, inden du søger.  

 

Sådan søger du:

For at få tilskud til at energirenovere din bolig skal du udfylde en ansøgningsblanket på Energistyrelsens hjemmeside.

Bemærk, at du skal søge om tilskud, inden du går i gang med projektet. Det er derfor vigtigt, at du IKKE sætter håndværkerne i gang, før du har fået besked om, at du har fået tilskud. Du må dog gerne have indhentet tilbud på arbejdet, lavet en projektbeskrivelse eller fået udarbejdet en energimærkning.

1. Prøv beregneren 
Indtast din adresse i Tilskudsberegneren på Energistyrelsens hjemmeside for at få et overslag på, hvor meget du cirka kan få i tilskud – og hvor meget du potentielt kan spare om året ved at gennemføre energiforbedringen.

2. Skaf et energimærke
Medmindre du udelukkende søger om tilskud til at installere en varmepumpe, skal din bolig være energimærket efter 1. oktober 2012. Det skyldes, at tilskuddet bliver beregnet på baggrund af energimærkningsrapporten. Er din bolig ikke energimærket, kan du også søge om tilskud til dette via Bygningspuljen.

3. Find dokumenter frem
For at søge om tilskud skal du uploade en række dokumenter via Energistyrelsens ansøgningsportal. Du skal bruge:

  • Dit NemID
  • Dokumentation for, at du er den retmæssige ejer af boligen. Du kan fx hente din tinglysningsrapport via tinglysning.dk
  • Energimærkningsnummer, dvs. det 9-cifrede nummer, du finder du på forsiden af energimærkningsrapporten
  • En liste over de forbedringer, du vil lave
  • En udfyldt ansøgererklæring – find den her

4. Udfyld ansøgningen online 
Søg om tilskud via Energistyrelsens ansøgningsportal.

5. Vent på svar  
Tilbage er blot at vente på svar, da du ikke må påbegynde renoveringen, før du har fået svar på din ansøgning.

Når du har fået tilsagn om tilskud, har du to år til at gennemføre dit projekt. Du kan derfor sagtens søge om tilskud nu, selvom du fx først vil udføre din boligforbedring i det nye år.

6. Lav en aftale med en håndværker
Først når du har fået tilsagn om tilskud, kan du lave en aftale med en håndværker.

Kilde: Energistyrelsen

 

Læs også: 6 gevinster ved at gøre din bolig (mere) klimavenlig 

 

FAQ – ofte stillede spørgsmål

 

Hvem kan søge?
Både privatpersoner, andelsboligforeninger, ejerforeninger, virksomheder og selvejende institutioner kan søge om tilskud fra Bygningspuljen.

For at ansøge om tilskud skal boligen være registreret som helårsbeboelse i BBR. Desuden skal bygningen være energimærket efter 1. oktober 2012, da tilskuddet bliver beregnet på baggrund af energimærkningsrapporten. Kravet gælder dog ikke, hvis du påtænker at udskifte din nuværende varmekilde med en varmepumpe.

Hvor meget kan jeg få i tilskud?
Du har mulighed for at få mange tusinde kroner i tilskud, men beløbets størrelse afhænger af omfanget og typen af energiforbedring. Fx bliver tilskuddet beregnet ud fra, hvor stort et areal du isolerer, eller hvor store vinduer du udskifter.

På Energistyrelsens hjemmeside kan du ved at indtaste din adresse få et hurtigt bud på, hvor meget du cirka kan få i tilskud – og hvor meget du potentielt kan spare om året ved at iværksætte energiforbedringen. Prøv Energistyrelsens tilskudsberegner her.

Her ses eksempler på tilskudsmuligheder for et parcelhus fra 1979 på 150 m2:

Hvornår er der frist for at søge om tilskud?
Da der tildeles tilskud efter først-til-mølle-princippet, er der som sådan ikke nogen ansøgningsfrist for at søge om tilskud. Dog er det kun muligt at få tilsagn om tilskud, så længe der stadig er midler i puljen. 

Hvilke projekter kan jeg søge tilskud til?
Overordnet set gives der tilskud inden for tre kategorier: skift af varmekilde, isolering af bygningens yderste lag og optimering af boligens drift. De projekter, du kan søge om tilskud til, er angivet på Energistyrelsens positivliste - den finder du på side 5 i Energistyrelsens ansøgervejledning.

Hvor lang svartid er der på min ansøgning?
Når du har udfyldt din ansøgning online, kan der gå op til et par uger, før du får svar.

Du kan dog selv hjælpe processen på vej ved at sikre dig, at din ansøgning lever op til kravene, inden du sender den af sted. 

Kan jeg søge om tilskud med tilbagevirkende kraft?
Nej, Bygningspuljen er etableret for at yde tilskud til projekter, der ellers ikke var blevet til noget. Derfor kan du ikke søge om tilskud til energirenoveringstiltag, du allerede har iværksat.

Kan jeg også søge om håndværkerfradrag?
Du kan ikke både få tilskud og håndværkerfradrag til samme projekt. I de fleste tilfælde er der mest at hente ved at søge om tilskud via Bygningspuljen, hvis du kan det.

Gives der ikke tilskud til den type energiforbedring, du ønsker at foretage, kan du til gengæld trække arbejdsløn til energiforbedringer af din bolig fra i skat. Håndværksydelser giver fradrag på op til 12.500 kr. pr. person (2020-tal). Læs mere om håndværkerfradraget her, hvor du også kan se, hvilke forbedringer der giver skattefradrag.

Er det et krav, at arbejdet udføres af en håndværker?
Ja, for at kunne få tilskud til et energirenoverende tiltag skal arbejdet foretages af en virksomhed. Dette skal du efterfølgende dokumentere ved at fremvise en betalt faktura for det udførte arbejde. Det er dermed ikke muligt at få tilskud til gør-det-selv-projekter.


Overvejer du at energirenovere din bolig, så tag gerne os med på råd så tidligt i processen som muligt, så du har overblik over dine økonomiske muligheder. Kontakt din rådgiver, eller bed om at blive kontaktet her.