Tjekliste til årsopgørelsen

Har corona ændret på din økonomi?

12-03-2021 15:00:00

Der er grund til at kaste et ekstra grundigt blik på din årsopgørelse for 2020, når du fra mandag den 15. marts får officielt adgang til den på skat.dk.

Skal jeg have penge tilbage?

Det er sikkert det spørgsmål, du er mest interesseret i at få svar på, når du fra på mandag – og måske allerede i weekenden – får adgang til din årsopgørelse på tastselv.skat.dk.

Hvis der er sket ændringer i din økonomi, er det imidlertid en god idé at tjekke, at disse ændringer er kommet med på din årsopgørelse. 

Her får du 10 spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv, når du skal gennemgå din årsopgørelse.

 

1. Har din kørsel til og fra arbejde ændret sig?

Hvis du kører mere end 24 km om dagen for at komme til og fra arbejde, kan du få kørselsfradrag. Du skal selv oplyse kørselsfradraget på din årsopgørelse. Du må dog kun oplyse de dage, du rent faktisk har kørt til og fra din arbejdsplads. Altså kan du ikke få kørselsfradrag for de dage, du har arbejdet hjemme i 2020.

Kørselsfradraget finder du i rubrik 51.

2. Har du benyttet dig af service- eller håndværksydelser?

Hvis du har hyret professionel arbejdskraft til at udføre opgaver i din bolig, som du kan få håndværkerfradrag for, bør du sikre dig, at det er angivet på din årsopgørelse, så du ikke snyder dig selv. For at få håndværkerfradrag skal arbejdet være udført i 2020 og være betalt senest den 28. februar 2021.

Håndværkerfradraget finder du i rubrik 460.

3. Har du mistet dit arbejde, eller er du gået ned i løn?

Hvis din årlige indkomst har ændret sig, fx fordi du er gået ned i tid eller har mistet dit arbejde, bør du tjekke, at din samlede lønindkomst for 2020 er angivet korrekt.

Vær opmærksom på, at beløbet også omfatter udbetalingen af de indefrosne feriepenge, hvis du valgte at få dem udbetalt i efteråret.

4. Har du fået udbetalt de tre ugers indefrosne feriepenge?

Hvis du har glemt at angive feriepengene på din forskudsopgørelse for 2020, kan det resultere i en restskat. Særligt hvis du betaler topskat, eller hvis din samlede indkomst ligger tæt på topskattegrænsen.

Som udgangspunkt bør feriepengene automatisk være medregnet i din samlede lønindkomst på din årsopgørelse i rubrik 11, men vil du være på den sikre side, kan det være en god idé at regne efter.

5. Har du indbetalt mere eller mindre på dine pensioner?

Har du en privat pensionsopsparing i banken, fx en livrente eller en ratepension, bør du tjekke, at beløbet på din årsopgørelse stemmer overens med det, du har indbetalt i 2020. Især hvis du har skruet op for indbetalingerne i forbindelse med udbetalingen af de indefrosne feriepenge, eller hvis du omvendt har skruet ned for indbetalingerne.  

  • Livrente (livsvarig pensionsordning): Rubrik 24 under afsnittet ”Fradrag i personlig indkomst”
  • Ratepension: Rubrik 21 under afsnittet ”Fradrag i personlig indkomst”

6. Har du omdannet et rum i boligen til arbejdsværelse?

Hvis du har arbejdet hjemmefra i forbindelse med corona, kan du som udgangspunkt ikke få fradrag.

Selvom det sikkert kun er relevant for de færreste, kan udgifter til arbejdsværelse i hjemmet imidlertid trækkes fra, hvis arbejdets art eller omfang gør, at værelset ikke længere kan anvendes til almindeligt opholdsrum. Det gælder fx, hvis værelset er indrettet til tegnestue eller laboratorium.

Fradraget for arbejdsværelse i hjemmet finder du i rubrik 58.

7. Har du udlejet din bolig eller din bil?

Hvis du har tjent penge på at udleje din bolig – både din helårsbolig og din fritidsbolig – eller din bil, skal du betale skat af pengene. Det samme er tilfældet, hvis du har modtaget betaling for at udføre opgaver for andre. Hvad du er forpligtet til at indberette, kan du læse mere om her.

8. Har du købt ny bolig eller lagt lån om?

Hvis du har købt ny bolig eller lagt lån om i 2020, er det en god idé at tjekke, om dine rentefradrag er indberettet korrekt. Det tjekker du i rubrik 41 og 42 under ”Fradrag i kapitalindkomst”. Det kræver imidlertid, at du er ferm med en lommeregner, hvis du vil sikre dig, at beløbene stemmer. Er du i tvivl, så kontakt din rådgiver.

9. Har du vundet eller tabt på aktier eller andre værdipapirer?

Har du tjent penge på aktier og/eller andre værdipapirer, skal du betale skat af pengene. Har du omvendt sat penge til, vil beløbet blive modregnet. Du bør derfor tjekke, om det er de rigtige oplysninger, der står på din årsopgørelse. Hvad du er forpligtet til at indberette, kan du læse mere om her.

10. Har du haft rejseudgifter i forbindelse med dit arbejde?

Hvis din arbejdsgiver ikke har dækket dine rejseudgifter i forbindelse med arbejdet eller har udbetalt skattefri godtgørelse, kan du få fradrag for kost, logi og småfornødenheder. Småfornødenheder er fx en kop kaffe eller en avis. Det kræver dog, at flere ting er opfyldt. Blandt andet skal rejsen vare i mindst 24 timer, og du skal overnatte uden for hjemme. Bliv klogere på betingelserne og satserne her.

Du indberetter dit rejsefradrag i rubrik 53 under ”Anden indkomst og fradrag”.

Vigtige datoer

Fristen for at ændre i din årsopgørelse er 1. maj 2021. Hvis du oplyser inden fristen, og du skal have penge tilbage, vil du få dem udbetalt hurtigere. Skat udbetaler overskydende skat til din NemKonto fra den 9. april 2021.