Pension

Hvad er en ratepension?

Vælger du at spare op til pensionsalderen med en ratepension, får du pensionen udbetalt i rater over mindst 10 år og højst 25 år. Den maksimale indbetaling til ratepension er 52.400 kr. (2016), og du bestemmer selv, om du vil indbetale én eller flere gange. 

Oprettelse af en ratepension

En ratepension kan oprettes privat eller via arbejdsgiver, og der gælder forskellige regler for skattefradrag alt efter hvilken ordning, du vælger. Fælles for begge ordninger er dog, at du kan oprette en ratepension indtil 15 år efter, du har nået efterlønsalderen.

Arbejdsgiverordning

Ratepensionen kan oprettes som en aftale med din arbejdsgiver, som sørger for indbetalingen på kontoen, uanset om denne bidrager til ratepensionen, eller om det kun er dig, der indbetaler. Ved en arbejdsgiverordning sker skattefradraget samtidig med indbetalingen via lønsedlen. Jutlander Bank tilbageholder det lovpligtige arbejdsmarkedsbidrag.

Privattegnet ordning

En ratepension kan også oprettes som en privattegnet ordning, hvor du selv foretager indbetalingerne. Ved en privattegnet ratepensionsordning fratrækkes indbetalingerne på selvangivelsen.

Skattemæssige fordele ved ratepension

Der er forskel på skattereglerne alt efter om du vælger ratepension eller aldersopsparing. Ved indbetaling til en aldersopsparing får du intet fradrag. Med en opsparing på ratepension får du derimod nogle skattemæssige fordele, idet fradragsprocenten – på ca. 52% – er højere end den typiske beskatningsprocent ved udbetalingen. Du kan fratrække indbetalingerne til ratepension i topskatten, og en ratepension er derfor især gunstig for dig, der har en årlig indkomst på mere end ca. 500.000 kr. 

Udbetaling af ratepension

Skal jeg betale skat, når jeg får udbetalt min ratepension? Svaret er ja, for udbetalinger fra en ratepension beskattes som personlig indkomst. Udbetalingen kan påbegyndes på flere tidspunkter.

Ved pensionering

Hvis din ratepension er oprettet før 1.maj 2007, kan udbetalingen ske ved dit 60. år. Er ratepensionen oprettet efter 1. maj 2007, kan pensionen derimod udbetales, når du har nået efterlønsalderen. 

Ved invaliditet

Udbetaling af din ratepension kan begyndes, inden du når pensionsalderen, hvis du mister arbejdsevnen og tilkendes førtidspension.

Ved dødsfald

I det tilfælde at du dør, inden du når pensionsalderen, udbetales hele pensionsordningen uden om boet efter fradrag af 40 % statsafgift til den begunstigede – din ægtefælle eller dine livsarvinger. Hvis du ønsker det, kan ratepensionen dog også udbetales til boet. Din ægtefælle kan også vælge, at beløbet i stedet skal udbetales i skattepligtige rater. Samme mulighed gælder, hvis ratepensionen skal udbetales til børn under 24 år.

Deludbetaling og ophævelse af ratepension

Hvis du ønsker at få deludbetalt eller ophævet din ratepension før det tidligst mulige udbetalingstidspunkt, kan det rent faktisk godt lade sig gøre. I det tilfælde skal du betale en afgift på 60 % af de udbetalte beløb.