Ung

Mit første job

Du er netop udlært eller færdiguddannet og skal nu træde ind på arbejdsmarkedet. Med et fuldtidsjob ændrer din økonomi sig dramatisk.

Planlæg din økonomi

Det kan være en god idé at lave en plan for dine penge. Skal lønnen bruges på opsparing, afbetaling af SU-lån, ny bil eller bolig, et tandlægebesøg efter mange års forsømmelse under SU - eller noget helt andet?
 
Først og fremmest skal du rette din forskudsopgørelse, så du undgår ubehagelige overraskelser. Sæt dig derefter et mål for, hvad du vil opnå med dine ekstra penge. Det er en god idé at gemme lidt penge på en opsparing, så du har råd til at købe større ting eller at klare en uforudset udgift.
 
Hvis du skal afvikle en gæld, så er det en god idé at afvikle den gæld, du betaler de højeste renter for. Det dyreste lån er typisk et kviklån, og derefter overtræk eller forbrugslån. Din rådgiver står altid klar til at tage en snak, og sammen kan I finde ud af, hvordan du bedst betaler din gæld.

Hvorfor tænke på pension allerede nu?

Selvom der går lang tid før, du skal på pension, er det en god idé at begynde at spare op allerede nu, så du sikrer din fremtid. Hvis du har en pensionsordning på dit nye job har du sandsynligvis også både en livsforsikring og en forsikring mod tab af erhvervsevne. Den sidste er utroligt vigtig at have, i tilfældet af, at du kommer til skade og ikke kan arbejde mere. Forsikringen giver dig en rimelig sum penge frem til pensionsalderen, og sparer dig for at ende på offentlige ydelser, såsom kontanthjælp, i mange år.  
 
Det er generelt en god idé at have styr på din pensionsordning, når du flytter sammen med en kæreste, når du bliver gift, når du skal have et barn, når du får et nyt arbejde, når du køber fast ejendom, hvis du bliver skilt og når arbejdslivet er overstået.

Din rådgiver kan hjælpe dig trygt igennem hele vejen.