Fra NemID til MitID

Derfor indføres MitID

Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen.

MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet. 

Derfor bliver NemID til MitID: Dit kommende bevis for, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt.

Umiddelbart vil du ikke opleve den store forskel, når du først er skiftet til MitID. Men der er forskel. Forskelle, der betyder, at det bliver vanskeligere at misbruge MitID, og at det bliver nemmere at kunne videreudvikle MitID til en hverdag, hvor teknologi hjælper os med stadigt mere.

Mere tryghed

For at få MitID skal du følge en selvbetjeningsproces, som du omhyggeligt skal gå igennem. Det skyldes bl.a., at vi skal være sikre på, at der ikke er andre, der udgiver sig for at være dig.

Med MitID kommer også nye sikkerhedsforanstaltninger. Fx får du besked, hvis MitID appen aktiveres på en ny enhed. Det er dog stadig vigtigt, at du passer godt på dit personlige MitID.